Mandens sene eftermiddage udspiller sig dagligt i gården. Når solen over middag er kravlet over taget falder den tungt ned i baggården. Dernede er der altid vindstille og varmt og der sidder Manden så med dagens bøger.
Forleden var det endnu en gennemlæsning af Calvinos De usynlige byer og det er stadig en ualmindelig god bog og blandt Mandens gyldne håndfuld.
Manden tog en anden af de gyldne bøger med ned i gården i eftermiddags - den førnævnte Italo Calvino har skrevet følgende om bogen:
Hvad angår indholdet har Perec lavet lister over emner, opdelt i kategorier, og besluttet at der i hvert kapitel skulle være et emne fra hver kategori, eventuelt kun antydningsvis, således at kombinationerne altid varieres efter matematiske fremgangsmåder, som jeg ikke er i stand til at definere, men hvis nøjagtighed jeg ikke er i tvivl om. Jeg besøgte ofte Perec i de ni år, han brugte til at skrive romanen, men jeg kender kun nogle af hans hemmelige regler. Disse emnekategorier er hele 42 og omfatter litterære citater, geografiske steder, historiske tidspunkter, møbler, genstande, stilarter, farver, mad, dyr, planter, mineraler, og jeg ved ikke hvad, ligesom jeg heller ikke ved, hvordan det er lykkes ham at respektere disse regler selv i de mindste og mest koncenterede kapitler.
For at undslippe tilværelsens tilfældighed har Perec, ligesom sin hovedperson (Percival Bartlebooth, Mandens kommentar) brug for at pålægge sig selv strenge regler, også selv om disse regler også er tilfældige. Miraklet er, at denne poetik, der kan virke kunstig og mekanisk, giver en frihed og uudtømmelig rigdom for fantasien. (Italo Calvino, Til det næste årtusind, s. 124-125)
Tja, Manden giver ham ret - det er at sammenligne med Klaus Høecks gigantiske matematisklingvistiskgramatiske formler der fremskriver det hele.
Georges Perecs Livet - En brugsanvisning. Så bliver det ikke meget bedre.
1. maj 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar