Manden læser i øjeblikket Italo Svevos Zenos bekendelser og faldt på s. 302 over denne fine passage:"Derfor fandt jeg, at det var min pligt at hellige mig opdragelsen af vor ny kollega, og jeg gav ham med stor fornøjelse et spark eller to, når Guido ikke var til stede. Hunden hylede og kom i begyndelsen tilbage til mig i den tro, at jeg havde sparket til den af en fejltagelse. Men endnu et spark forklarede bedre det første. Derefter trak den sig tilbage til et hjørne, og der var fred i kontoret, indtil Guido kom igen. Jeg var senere ked af, at jeg havde hævnet mig på en uskyldig, men da var det forsent. Jeg overvældede hunden med venligheder, men den havde ikke længere tillid til mig, og den gav tydeligt udtryk for sin antipati i Guidos nærværelse."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar