Dette billede af damen med fire eksemplarer af specialet Fuck virkeligheden! - vi skal nok få lavet den om pakket i pap og endnu ikke indbundet er taget omkring kl 3.30 natten før afleveringen efter en smule printerproblemer.
Damen fik den fineste buket og hjemmelavet italiensk citronlikør af den anden damen og manden. Buketten var plukket i en kornmark i omegnen af Århus og var helt så fin som den, den fineste franske skuespillerinde Catherine Deneveu bar i favnen, da hun ankom til Yves Saint Laurents begravelse i juni (og så blev jeg så lige nød til at låne en anden fotografs billede - beklager):
_INDLEDNING_______________________________________
Mit speciale er en undersøgelse af den relationelle kunsts politiske potentialer, med særligt
henblik på kuratorfigurens rolle i kunstverdenen og kunstens muligheder for at repræsentere
alternativer.
Kunst vil i bund og grund altid være politisk, som billedkunstner Christian Schmidt-
Rasmussen, der i en årrække har undervist på Det Jyske Kunstakademi, påpegede i en
publikation, der var en del af Biennalen arrangeret af Kørners Kontor.1 Den særlige evne
til at betyde noget ved at gøre noget bunder i et iboende politisk potentiale i kunsten,
som er blevet oparbejdet og holdt ved lige gennem det 20. århundredes avantgarde- og
neoavantgardebevægelser. Schmidt-Rasmussen skriver:
“Vores fag er en del af det, jeg plejer at kalde politik. På samme måde som statskundskab
er politik. På samme måde som psykologi, astrofysik, antropologi,
pædagoguddannelsen, tømrere, snedkere, whatever. Vi sidder alle i virkelighed til
halsen og læren om virkeligheden hedder samlet under et: Politik. Det er en lære
om at navigere og handle, ofte i blinde.”2
Han hævder videre, at uanset hvad vi foretager os, og hvor vi foretager os det, så er vores
handlinger altid underlagt en institutionel legitimitet. Det “vi”, der her henvises til, indbefatter
vi kunstnere, kunstteoretikere og kuratorer, der beskæftiger os med kunsten i det
diskursive felt, som samtidig æstetisk og kulturel produktion udgør. Vores handlinger er
altid forbundet til andre menneskers handlinger, og derfor må vi nødvendigvis tale om
politik og etik.
Det, at Schmidt-Rasmussen netop nævner de mellemmenneskelige handlinger som en
central årsag til, at politik og etik danner delmængde med kunst, er ikke tilfældigt set i
lyset af samtidskunstens udvikling her i begyndelsen af det nye århundrede og op igennem
1990’erne. Vi ser en tendens til dannelsen af en relationel kunst, hvor relationer ikke
alene er et overskyggende tema, men hvor de også benyttes som materiale i selve produktionen
eller repræsentationen af værket.
Dele af samtidskunsten er i sin praksis ved at genetablere et engageret og intervenerende
forhold til den samfundsmæssige kontekst, hvilket de store internationale udstillinger
som Documenta X, XI og XII og Venedig Biennalen 51 og 52 i de senere år har været udtryk
for. Her har kunst og globalisering været blandt temaerne, og selve udstillingerne er ble-
1 Christian Schmidt-Rasmussens, ‘Kunst og Politik’ in Biennalen, Kørners Kontor, 1999, pp. 32-34.
For dokumentation af Biennalen se bogen Biennalen udgivet af Kørners Kontor repræsenteret af Tal R, Kristine
Roepstorff, Kaspar Bonnén og John Kørner.
2 Schmidt-Rasmussen: Op. Cit., p. 32
vet til præsentationer af bearbejdelser af netop globaliseringens gennemslagskraft i sociale
og politiske forhold i verden.3
Mit speciale er motiveret af en interesse for kunstens evne til at betyde noget i det samfund,
som den er en del af, og med udgangspunkt i teorien om relationel kunst tager jeg
derfor i specialet fat i samtidskunstens evne til at agere alternativt i forhold til de dominerende
normer for liv og politik i Skandinavien.
Specialet vil falde i tre dele, hvor jeg tager udgangspunkt i den skandinaviske kunstscene.
I den første del gør jeg i analyse af et udvalg af kunst, der med Nicholas Bourriauds begreber
kan betegnes som relationel, brug af udsigelsesanalyse til at undersøge eksempler
på denne form for kunsts konstruktion af implicitte og eksplicitte afsender- og recipientpositioner.
Dernæst undersøger jeg på baggrund af diskussion af divergenserne i betydninger af begreberne
civilsamfund og magt hos henholdsvis den kritiske teori og Michael Hardt og Antonio
Negri, hvordan teoretiske principper om etablering af modmagt sættes i spil og bliver
afgørende for disse værkers udsigelseskonstruktion.
Endelig foretager jeg i den tredje del en undersøgelse af, hvordan denne konstruktion
indgår i konteksten kunst og hvordan udstillingssituationens karakter og efterfølgende
dokumentation er afgørende for det egentlige politiske potentiale i de pågældende kunstneriske
praksisser. Dermed rettes fokus på den rolle kurateringen, de institutionelle rammer
og kuratoren spiller for kunstens evne til at agere som modmagt.
Begreberne fra Bourriauds teori om den relationelle kunst og postproduktion, finder jeg det
imidlertid også nødvendigt at kritisere. Hertil vil jeg inddrage den engelske kritiker og
kunstteoretiker Claire Bishop, da hun meget præcist i sin artikel ‘Antagonism and Relational
Aesthetics’4 udpeger en række svagheder i Bourriauds teorier. Han har foreslået
nogle meget anvendelige begreber i sine bøger, som også er udgangspunktet for mine
analyser, som de har været det for mange, der har beskæftiget sig med nyere politisk intervenerende
kunst. Men i forhold til dette speciales problemstilling er der et afgørende
problem i Bourriauds teori; nemlig en manglende afklaring af institutionens og ikke
mindst kuratorens rolle i forhold til kunstens betydningsproduktion og dermed også i
3 Denne beskrivelse, hvor Documenta og Venedig Biennalen tages til indtægt for at være repræsentanter for de
mest fremherskende tendenser på samtidskunstscenen fremføres eksempelvis også af kulturteoretikere som
Henrik Kaare Nielsen i Konsument eller samfundsborger?, Forlaget Klim, 2007, p. 73
4 Claire Bishop ‘Antagonism and Relational Aesthetics’ in Oktober, nr. 110, Efteråret 2004, pp. 51-79
forhold til den relationelle kunsts mulighed for at besidde et politisk potentiale, der kan
medføre modmagt.
Forståelsesmæssigt bygger specialet på den antagelse, som Morten Kyndrup også giver
udtryk for: “Kunstværker udgør betydningshandlinger af en særlig slags, som finder sted
efter sine egne regler.”5 Specialet er dermed en undersøgelse af kunstens potentiale set i
forhold til politikkens diskursive rum, og det tager udgangspunkt i kunstværkernes specifikke
handlingskarakter.
Specialets tese er, at den relationelle kunst er i besiddelse af et sådan politisk potentiale for
modmagt. Med dette speciale ønsker jeg at kaste lys over og bidrage til diskussionen af
den tendens, der i de senere år har været i kunstverdenen til, at kuratoren i stadig stigende
grad står som afsender af udstillingerne. Mens relationel æstetik er blevet en etableret kategori,
så er kuratoren i princippet blevet samtidens store politiske kunstner, fordi det
egentlige politiske potentiale afhænger af udstillingssituationen og dermed kurateringen.
1 kommentar:
Manden er meget glad for dette gamle blogindlæg - ikke kun fordi det minder om den uskyldsrene tid hvor Damen ikke kun lavede voksenting, men også viser at bloggens skribenter skribler andet end bloggen, endda noget der giver adgang til akademiske titler.
Send en kommentar