12. apr. 2009

Kauas pilvet karkaavat

Manden glæder sig til torsdag aften kl. 22.30 hvor SVT2 sender første del af Kaurismäkis Helsinki-trilogi Kauas pilvet karkaavat (og de efterfølgende to torsdage er SVT2 så venlig at sende anden og tredje del).
Manden har et meget blødt punkt for Kaurismäkis hypernaive tristesse og det burde gud og hvermand faktisk også have.

11. apr. 2009

Bagom “streetstyle"


Der er et eller andet ved denne slags billeder, som JACKandJILL bloggede et eksemplar af forleden, som damen utrolig godt kan lide:
“Streetstyle-blogger", der fotograferer andre “streetstyle-bloggere", som fotograferer hippe mennesker. 

Manden har også tidligere stjålet nogle af The Sarts billedere af nogle af de andre internationale superstarbloggere. Men indlægget, hvorfra dette billede altså stammer, handler i virkeligheden om, at det er japanere, der står bag det hele. Japanerne opfandt simpelthen den genre, som værelset er blevet afhængig af.

10. apr. 2009

Damens unge bror

Damen var i går på besøg hos sin meget unge bror, som er flyttet i egen lejlighed højt mod nord i Danmarrk, hvor han vist nok går rundt og bruger det meste af tiden på at forberede sig på at blive arkitekt og spille i et band. 


Denne udsigt minder meget om den, damen havde, da hun engang gik i 3.g. og boede lige ved siden af der, hvor den unge bror nu residerer.


Ja faktisk kunne man fra brorens stue se lige op på damens gamle vinduer øverst oppe, hvorfra der var fjordudsigt foruden adgang til endnu mere fantastisk udsigt i tårnet på femte. 

Den unge brors TV antænde, som virke upåklageligt med begrænset kanaludvalg – indtil der altså bliver slukket for det analoge signal. (sikke en skam, at man til efteråret ikke længere kan møde denne slags installationer, som man ikke så meget som må puste på.)


Bakhtin og Bulgakov eller Calvino?

Manden har de sidste par dage siddet på Kontoret på 4. og læst Bakhtins Karneval og latterkultur, en omgang anakronistisk historieskrivning om en tabt tid hvor alt gik o.p op.
Men bagved forestillingen om en latterens og karnevalets guldalder (placeret i den ulden periodebetegnelse Middelalderen) ligger der en tanke og tro på latterens subversive potentialer som Manden køber med hud og hår.
Bakhtinæsningen har derudover kastet Manden ud i en mindre litterær krise. Det helt indlysende ville være at genlæse Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita iført bakhtinske briller (her skal det indskydes at Manden efter første læsning (som ligger et år tilbage) kun var mildt begejstret for Mesteren og Margarita. Dens postulerede afsind, eller de folk der på det kraftigste pålagde Manden at læse bogens insisteren på bogens afsind, blegner i forhold til de andre russiske afsindige. Her vil Manden blot nævne Jerofejev og Kharms som stjerner i Mandens kanon.
Manden kan dog se muligheder ved at læse Bulgakov efter han har læst Bakhtin, men hvem gider genlæse 460 sider man i første omgang kun var mildt begejsteret for?
Så hvad gør Manden? Graver en gammel helt frem af reolen. Nu bliver det i stedet en genlæsning af Calvinos Klatrebaronen der med sikkerhed også lige får tilført et ekstra pift ved at læse den med og imod karnevalismebegrebet (eller enhver læsning af Klatrebaronen er vel vidende eller uvidende karnevalistisk - det ligger ligesom indlejret i bogen).
Manden er allerede kravlet højt op i trækronerne.

8. apr. 2009

Den fineste af de allerfineste

I aften danser den allerfineste af dem allesammen den allersidste ballet. Silja Schandorff stopper som solodanser ved Den Kongelige.
Det smerter Manden mere end en lillesmule da Mandens verden giver lidt mere mening når han ved at der et eller andet sted derude (ca. inde på Kongens Nytorv i Kbh.) bliver danset så fint af en der er så fin alene fordi det skal se fint og pænt ud.

7. apr. 2009

Pæn jakke på Selectism

Manden havde - af de sædvanlige muggenhedsgrunde - ellers besluttet ikke at blogge hele Påsken, men så alligevel - det kunne godt blive nogle ret lange, ret kedelige dage på kontoret i den mennesketomme Kasernen.
Summasummarum, han gør det altså alligevel og da han efter en middagspause vendte tilbage til mac'en havde Selectism også fået øje på Peter Jensens fine regnjakke. Og den er fin, men Manden synes dog at den er langt finere i gul og endnu endnu finere i dameudgaven, men skidt med det. Den blå udgave er også rigtigt meget pæn.
(Da Manden var med Damen ude og se på sko (og for dulan hvor var de Mulburry-sko Damen prøvede meget pæne til Damen) købte han faktisk to par ret rappe Peter Jensen-sommerlærredssko.)

Damens nye sko


Ja damen skulle jo finde sig nogle sko igår - og det skulle være rigtige forårssko, hvilket ville sige uden den ellers så elskede hæl og med rigtig meget sommerstemning. Med andre ord skulle det være det, man kalder ballerinasko.

Det skulle bare vise sig ikke at være helt så let som først antaget (hellere ikke selvom manden assisterede).

Det eneste par der faldt i nåde var et par ellers rigtig fine clohé, som damen desværre ikke har kunnet finde et billede af. Men fine var de.

På vejen skulle damen og manden da også lige ind forbi mulberrybutikken – der hvor de har de fineste ting. Her prøvede damen et par sko, som hun mildest talt har forelsket sig lidt i...

Sjovt nok har damen lige opdaget, at de er opkaldt efter den taske, som damen har bestemt  sig for at skulle gøre karriere med (forhåbentlig inden længe), nemlig Bayswater. Den skal være sort og så er der plads til den kære mac.
Men damen fandt altså et par sko i ret fint læder i går, som godt kan gå for at være et par ballerinaer nu, hvor det trods alt er ved at være forår.

6. apr. 2009

I eftermiddag...

Når damen får fri, skal hun ud og kigge efter sko...
Starter i Magasin

5. apr. 2009

Forår på en eftermiddag

Manden glemte at nævne at det rigtige forår begyndte midt under gårsdagens tur til Moesgård. På vej derud stod anemonerne i Marselisborg Skov grønne, på vej ind mod byen et par timer og en ordenlig røvfuld forårslunhed senere blomstrede de så fint så fint.

Hmmm, mærkeligt

Hmmm, mærkeligt. Manden har lige flyttet alle sine ting fra Værelset på 2. til kontoret på 4. Hmmm, mærkeligt.