Mandens sidste indslag i serien Nedbrydelig litteratur handler om Venedikt Jerofejev og hans poem (kalder han det selv) Moskva-Petusjkí.Det er en af Mandens ynglingsbøger - bedre/værre bliver det ikke. Det følgende er Jerofejevs lille besyngelse af Petusjkí, eller rettere skrevet, hvad der venter i Petusjkí.
"Petusjkí, det er stedet, hvor fuglesangen aldrig forstummer, hverken dag eller nat, hvor jasminen aldrig afblomstrer, hverken sommer eller vinter. Og hvis arvesynden findes, er der ingen, der er tynget af den dér. Selv de, der ligger i sprit i ugevis, har et uudgrundeligt og klart blik...
[...]
Og hvad venter mig? Hvad er der på perronen i Petusjkí? På perronen er der til gengæld røde, sænkede øjenvipper, og formers svejen, og en fletning fra nakke til numse. Og efter perronen er der perikumsnaps og portvin, salighed og krampe, ekstaser og konvulsioner. Himmelske Moder, hvor er der dog langt endnu til Petusjkí!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar