Manden har de sidste par dage siddet på Kontoret på 4. og læst Bakhtins Karneval og latterkultur, en omgang anakronistisk historieskrivning om en tabt tid hvor alt gik o.p op.Men bagved forestillingen om en latterens og karnevalets guldalder (placeret i den ulden periodebetegnelse Middelalderen) ligger der en tanke og tro på latterens subversive potentialer som Manden køber med hud og hår.
Bakhtinæsningen har derudover kastet Manden ud i en mindre litterær krise. Det helt indlysende ville være at genlæse Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita iført bakhtinske briller (her skal det indskydes at Manden efter første læsning (som ligger et år tilbage) kun var mildt begejstret for Mesteren og Margarita. Dens postulerede afsind, eller de folk der på det kraftigste pålagde Manden at læse bogens insisteren på bogens afsind, blegner i forhold til de andre russiske afsindige. Her vil Manden blot nævne Jerofejev og Kharms som stjerner i Mandens kanon.
Manden kan dog se muligheder ved at læse Bulgakov efter han har læst Bakhtin, men hvem gider genlæse 460 sider man i første omgang kun var mildt begejsteret for?
Så hvad gør Manden? Graver en gammel helt frem af reolen. Nu bliver det i stedet en genlæsning af Calvinos Klatrebaronen der med sikkerhed også lige får tilført et ekstra pift ved at læse den med og imod karnevalismebegrebet (eller enhver læsning af Klatrebaronen er vel vidende eller uvidende karnevalistisk - det ligger ligesom indlejret i bogen).Manden er allerede kravlet højt op i trækronerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar