Manden blev glad i går da der ind af brevsprækken faldt en pakke fra den eneste bogklub Manden gider være medlem af - Basilisk.Det var Thomas Bernhardts Undergængeren med Glenn Gould som den absolutte og fraværende hovedperson. (Manden render røvpretentiøst rundt med en af hans (Glenn Goulds) Goldbergvariationer som ringetone på mobiltelefonen).
Bogen er god på en lidt Jon-Fosse-ca.-Melancolia-light-måde. Light fordi Manden faktisk er i stand til at læse Bernhardt uden at blive revet helt ind i tankestrømsgentagelserne.
Men alt det er uden betydning i denne sammenhæng - hvad Manden vil er naturligvis at bruge LIFEs billedarkiver til at se om de har af billeder af Gould - han var jo næsten lige så forbandet fotogen som han var forbandet god til at spille Bach.
Det unge geni ved instrumentet, i færd med at indspille Bach - jakken, skoene?!?, tiden, teknikerene.
Gould i færd med at opvarme fingrene i varmt vand inden endnu en pladeoptagelse. Disse imaginære movie-stills har Cindi Shermanske kvaliteter, men er blottet for Shermans alvorsfulde ironi - Manden afskyr alvorsfuld ironi.Hos LIFE-fotograferne er det bare ren film - det er movie-stills fra film der ikke findes, ikke subversive ironiske takes på Hollywood-stereotyper - slet og ret film-stills fordi film-stills ser så røvgode ud.
Det er vel Mandens evige out-law-facination der er på spil, men sådan skal det vel gøres, både hvad angår Gould selv og fotografen.
Den ældre Gould - sindsyg, formenligt, men et mindre geni? Nej, slet ikke - og mindre fotogen? Se på billedet, for søren!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar