Politik (Krugman vs. Obama

Manden er ikke den store Obama-fan, hverken før indsættelsen eller på denne næsten højhellige 3. Obamadag. Derfor er Paul Krugmans en lise for Mandens verdenssyn (det kræver vel lidt forklaring. Manden bliver altid bekymret når der tales i semireligiøse floskler om håb, om ansvarlighed, om alt det der kun er fernis over råddenskabet. Førhen, under Bush, var modstanderen til at føle på - han fejede ikke noget ind under gulvtæppet, Bush var forfærdelig (sammen med Fogh og Blair), men i dag reagere hele verden på Obama som er han en frelser, at han er inkarnationen af alt godt, på samme måde som Bush var inkarnationen af alt ondt).
Derfor er Krugman en fantastisk subtil kritiker. Når han i dagens klumme skriver:

"Just to be clear, there wasn’t anything glaringly wrong with the address — although for those still hoping that Mr. Obama will lead the way to universal health care, it was disappointing that he spoke only of health care’s excessive cost, never once mentioning the plight of the uninsured and underinsured.
Also, one wishes that the speechwriters had come up with something more inspiring than a call for an “era of responsibility” — which, not to put too fine a point on it, was the same thing former President George W. Bush called for eight years ago."

så ligger den elegante kritik i ordet "speechwriters" - for alle er faldet på halen over Obamas oratoriske evner, underforstået at hans taler kommer fra ham selv. Og hvad gør Krugman - han trækker sløret væk og skriver virkeligheden frem - talerne er skrevet af andre (som de fleste politikeres taler), men frem for at eksponere virkeligeheden lader han denne konstatering falde i sætningen på en måde som om det er en viden alle er i besiddelse af, velvidende at hele verden tro det modsatte.
Sådan ville Manden gerne skrive al hans kritik, men det subtile er ikke i høj kurs på Samtidskunstscenen.